stacks_image_1463A28F-CBC4-4E48-A6DA-70BC6CC5C5B3

Om Århus Sinfonietta…

Århus Sinfonietta har eksisteret siden 1990. Siden oprettelsen har ensemblet markeret sig som et af landets førende ensembler for samtidsmusik. Udover en lang række koncerter rundt omkring i Danmark er gennem ensemblets levetid også blevet til flere anmelderoste cd’er, der dokumenterer især nulevende danske komponisters arbejde med sinfonietta-genren.

Århus Sinfoniettas kunstneriske ledelse prioriterer original musik fra alle tider og steder i kunstnerisk kompromisløse fortolkninger.

I 2005 blev Århus Sinfonietta sammen med Concerto Copenhagen, Vokalensemble Ars Nova, Athelas Sinfonietta og New Jungle Orchestra af Kunststyrelsen udnævnt til specialensemble for ny og klassisk musik.

Som specialensemble indgår Århus Sinfonietta i 2008 i en række spændende kunstneriske samarbejdsprojekter rundt omkring i Danmark – flere af disse på tværs af mere traditionelle genreskel – men altid med den indlevede og kunstnerisk kompromisløse fortolkning i centrum.

Århus Sinfonietta er støttet af bl.a. Kunstrådet, Århus Kommune og Kulturhus Århus.

Kunstnerisk leder:
Erik Kaltoft

Ensemblechef:
Kasper Hemmer Pihl
Vester Allé 3, 8000 Århus C
Tlf. +45 4253 8845
Mail:
aarhus.sinfonietta@gmail.com
Sinfonietta…!?

En sinfonietta er et ensemble som består af seksten til tyve musikere. I kraft af sin størrelse rummer ensemblet en lang række musikalske muligheder: Orkestrale klangvirkninger, intimt kammermusikalsk sammenspil og solistisk udfoldelse –sinfoniettaen åbner mulighed for snart sagt alle musikkens udtryk.
Gennem historien har sinfonietta-besætningen appelleret til komponister på kryds og tværs af musikalske tilhørsforhold. Repertoiret for sinfonietta består derfor af en række unikke værker, som hver på deres måde er placeret mellem orkester- og kammermusik – et sammensat og inspirerende repertoire for både musikere og publikum.

Den danske komponist Niels Marthinsen har i samarbejde med Århus Sinfonietta udgivet bogen
Forgrund og Baggrund, som fortæller mere om musikken og sinfoniettaen.